image description

Til forbrugeren

Som forbruger kan det være rigtig svært at gennemskue medicinalmarkedet. Derfor er du meget afhængig af, at din apoteker er god til at vejlede og rådgive dig, når du køber din medicin. Du har brug for information om præparater og valgmuligheder - og det vil vi gerne være med til at give dig her.

Du kan altid finde den nyeste opdaterede version af indlægssedlen på følgende link: Indlægsseddel

Hvor kommer medicinen fra?

Hos 2care4 parallelimporterer vi medicin, fordi vi mener, du som forbruger har ret til medicin til konkurrencedygtige priser. Vi sørger for at købe præparaterne i de lande, hvor producenterne sælger medicinen til lavere priser. For dig betyder det, at du får den samme medicin til en pris, der er til at betale.

I dag står parallelimporterede lægemidler for ca. 23,9% af alle forhandlede receptpligtige lægemidler, som sælges via danske apoteker og sygehuse. Det betyder, at parallelimporterede lægemidler alene i 2012 (hvord den sidste opgørelse er fra) sparede de danske forbrugere for 448 millioner kroner.

Ingen forskel på produkterne

Der er ingen forskel på parallelimporteret medicin og original medicin. Du vil dog ofte opleve, at medicinen bliver ompakket i en ny dansk æske, eller at der er påsat etiketter med dansk tekst på den originale æske.

Parallelimport af medicin foregår på den måde, at vi importerer original medicin fra et andet EU-EØS land og så sælger det i Danmark på lige fod med originalproducentens danske pakning. Vi køber medicinen af grossister i udlandet, som er godkendt af det pågældende lands lægemiddelmyndigheder.

Alle lægemidler, der importeres og distribueres, skal godkendes af de lokale lægemiddelmyndigheder, lægemiddelstyrelsen i Danmark eller det centrale EMA (European Medicines Agency).

Priser på medicin

I Danmark ændres priserne på medicin på apotekerne hver 14. dag. Grunden er, at alt medicin går i udbud via et system, som kaldes Taksten. For dig betyder det, at i de næste 14 dage får den billigste leverandør lov til at sælge sit præparat - og hvis apoteket løber tør for denne vare, tilbyder de dig den næstbilligste vare.

For dig betyder systemet, at vi i Danmark har nogle meget lave medicin priser ift. de lande, vi normalt sammenligner os med. Til gengæld vil du opleve, at medicinen kan se forskellig ud fra den ene udbudsperiode til den næste. Forskellene kan være i både farve, tablet størrelse og æske m.m. Men den medicin, du bliver tilbudt, har altid samme medicinske virkning.

Du kan se prisen på Medicinpriser.

Hvorfor ser medicinen anderledes ud?

Når medicin skal parallelimporteres, begynder parallelimportøren med at søge om en tilladelse ved Sundhedsstyrelsen. Myndighederne gennemgår ansøgningen, og hvis medicinen er farmakologisk identisk udsteder de en tilladelse. Importøren får samtidig godkendt dansksprogede pakninger og danske patientvejledninger mv. af Sundhedsstyrelsen. 

Nu begynder import og ompakning under overvågning af Sundhedsstyrelsen og efter EU lov, der gælder for alle medicinalfirmaer. Hos 2care4 vil vi helst komme den importerede medicin i nye æsker med dansk tekst, for det mener vi, er bedst for dig som forbruger. Ofte vil producenterne af medicinen dog ikke tillade det. De skal godkende en ompakning, for at sikre, at deres varemærker ikke krænkes.

I de tilfælde, hvor vi må komme medicinen i nye æsker, gør vi det. Vi vil meget gerne gøre mere ud af vores æsker, men i følge den nuværende lovgivning, kan vi ikke gøre ret meget. Vi må bl.a. ikke bruge ret mange farver, eller sætte vores eget logo på æsken mv. Det er grunden til, at noget af din medicin kommer i en ret kedelig indpakning.

I de tilfælde, hvor producenten ikke tillader en ny æske, sætter vi dansk sproget information på den originale pakning i form af labels - helt op til 3-4 labels på samme æske. I de tilfælde står du med en æske, der er en kombination af de originale farver, logoer etc. samt 2care4´s labels. For at gøre læsbarheden så god som muligt for dig, bruger vi meget tid på at placere vores labels så korrekt og pænt som muligt.